Rejsebranchens første hotelapplikation til iPhone
Apollo lancerer i disse dage en applikation for iPhone med fokus på hoteller.
- Vi har de seneste år set, at flere og flere af vores kunder er aktive mobilbrugere, som sætter pris på mobile tjenester. Hotelapplikationen, som vi netop har lanceret som supplement til Last Minute rejse applikationen, viser Apollos samlede hoteludbud med billeder og fuldstændige beskrivelser ligesom på vores website. Det er i kølvandet på den store succes med netop Last Minute applikationen, som Apollo lancerede i marts, at der nu følges op med en hotelapplikation, siger Rikke Koks Andreassen, PR-chef Apollo.
Med den nye hotelapplikation kan kunder og andre interesserede se en beskrivelse af hvert af de 1600 hoteller, Apollo har, kort fra området og fakta om værelsetyper, afstand til strand, afstand til by, etc.. Applikationen giver også mulighed for at søge hotel pr. rejsemål eller lade tilfældighederne afgøre det. Man kan således blot ryste telefonen, så kommer et hotel op. Applikationen lanceres for iPhone brugere i Danmark, Sverige og Norge.
- Vi kan se, at flere og flere besøger vores website via deres mobiltelefon. En skræddersyet mobilapplikation giver herudover en meget bedre brugeroplevelse. Vi har valgt hotelapplikationen, fordi hotellet bliver en stadig vigtigere del af danskernes rejseoplevelse, og denne applikation kan inspirere og informere på samme tid, slutter Rikke Koks Andreassen.
Yderligere funktioner i hotelapplikationen er, at brugeren ved et enkelt tastetryk kan få et bookinglink tilsendt på mail samt en ”Ring Apollo” knap. Herudover er der en ”Ring mig op” funktion.
Hotel-applikationen kan downloades gratis fra iTunes fra nu.
Link
|
|
|